Debat

Havets grønne fødevarer – hvordan spiser vi sundt og klimavenligt?

Aarhus Universitet i Emdrup

Torsdag d. 23. oktober 2025

København

Hvordan får vi mere grønt på tallerkenen uden at gå på kompromis med smagen? Kan tang og andre råvarer fra havet give os det umami-kick, vi naturligt længes efter?

Kom med, når vi inviterer til debat om havets grønne guld – om regenerativt havbrug og om, hvilken rolle tang, skaldyr, blæksprutter og rogn kan spille i den grønne omstilling af vores madvaner.

Sammen med professor i gastrofysik Ole G. Mouritsen, seniorforsker i marin økologi Annette Bruhn og stifter af foreningen Havhøst Joachim Hjerl går vi på jagt efter velsmag i havets spisekammer. Og vi skal ned under havoverfladen for at blive klogere på de udfordringer, der er forbundet med at høste råvarer fra havet.

Tag med til en aften, hvor vi sætter eksperterne på scenen – og publikum i centrum. Undervejs inviterer vi til åben debat, hvor dine spørgsmål, holdninger og idéer bliver en del af samtalen.

Biolog og videnskabsjournalist Line Friis Frederiksen er vært.

Tid & sted

Sted:
Aarhus Universitet i Emdrup

Bygning A, lokale A220/A222 (2. etage), festsalen

Tuborgvej 164

2400 København NV

Dag:
Torsdag d. 23. oktober 2025
Tid:
Kl. 19:00 - 21:00
Mød forskerne
Annette Bruhn
Annette Bruhn arbejder som seniorforsker ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Annette arbejder primært med dyrkning og anvendelse af tang som en bio-ressource og et marint virkemiddel til at forbedre havmiljøet og modvirke klimaforandringer. Annette samarbejder med virksomheder og myndigheder og var i 2010 med til at starte AlgaeCenter Denmark og den årlige internationale Nordic Seaweed Conference. Annette repræsenterer marine ressourcer i Aarhus Universitets Center for Cirkulær Bioøkonomi. Selv spiser Annette meget gerne tang, særligt sukkertang, søl, blæretang og søsalat.
Ole G. Mouritsen
Ole G. Mouritsen er dr.scient., dr.h.c. og professor emeritus i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation ved Københavns Universitet. Han har i de senere år forsket i havets fødevarer og deres smage, særligt umami, bl.a. som en drivkraft i den grønne omstilling. Han har skrevet bøger og artikler om havet som spisekammer, f.eks. om fisk, tang, blæksprutter, muslinger, søpølser og rogn. Han er engageret i Kerteminde Maritime Haver, hvor der dyrkes blåmuslinger og sukkertang. Ole G. Mouritsen er medlem af Videnskabernes Selskab.
Joachim Hjerl
Joachim Hjerl er stifter af foreningen Havhøst, der arbejder for at fremme regenerativ dyrkning i havet, hvor fødevareproduktion og naturgenopretning går hånd i hånd. Siden 2013 har han stået i spidsen for udviklingen af maritime nyttehaver og fællesskabsbaseret havdyrkning i Danmark, og i dag arbejder han med at få kystfiskere til at dyrke tang, muslinger og østers. Han er desuden hovedmand bag “Manifest for regenerativ havdyrkning" og en voksende international bevægelse, der omfatter Norden og resten af Europa.
Line Friis Frederiksen
Line Friis Frederiksen er uddannet biolog og har de seneste 18 år arbejdet som videnskabsjournalist og haft værtsroller på både DR, TV2 og Discovery Channel. Hun har også produceret radio, forfattet bøger til børn, unge og voksne og er en hyppigt anvendt moderator.
Dagens moderator
Mød forskerne
Dagens moderator