»Hvis man taler med ældre aleneboende, er de nervøse for, hvad der skal ske med dem, når de bliver syge og svage. Hvem skal så tage sig af dem?«

Sådan lyder ordene fra forsker Rikke Sand Andersen, når hun skal videregive bekymringen fra de efterhånden mange aleneboende ældre danskere, som hun møder gennem sin forskning.

Rikke Sand Andersen er professor i medicinsk antropologi på Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, hvor hun lige nu forsker i kræftramte, der bor alene.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik bor 1.292.379 danskere alene i 2023. Til sammenligning bor 1.290.383 par i en husstand med to personer. Der er altså flere husstande med én voksen end husstande med flere voksne.

»Man boede engang primært i familieenheder. Nu bor mange alene. Og i fremtiden kommer vi formentlig til at kombinere det med ting som generationshjem og bofællesskaber,« siger hun til Videnskab.dk.

Et eller andet skal i hvert fald gøres, mener også Rikke Lund, der er professor for Afdeling for Social Medicin på Københavns Universitet. For hende er det sørgeligt, at udviklingen går i denne retning, og hun ser med bekymrende øjne på fremtidens ældre aleneboende.

Velfærd og velstand

I 1960’erne fik vi med velfærdsstaten og stigende velstand muligheden for at bo selv - og mange greb den mulighed.

Ideen om at være alene og udvikle sig til et selvstændigt menneske har vundet så stort indpas i vores kultur, at den kan blive svær at ændre, vurderer Rikke Sand Andersen og giver en håndfuld eksempler:

• Det forventes, at de unge skal ud at leve og bo for sig selv, inden de flytter sammen med en partner og stifter familie.
• Det er helt normalt, at man som fraskilt bor selv i en periode for at finde fodfæste, inden man for eksempel flytter ind sammen med en ny partner.
• Det er ligeledes almindeligt, at ældre bor for sig selv i eget hjem, inden de eventuelt skal på plejehjem.

Vores hjem er også blevet så store, at selv små børn kan få deres egne værelser. Vi socialiseres altså både rumligt og kropsligt til at være alene, selv når vi bor sammen. Den løsrivelse fra forældrene var ikke mulig før 1960'erne, påpeger professoren.

»Det er næsten utænkeligt i dag, at barnet ikke har sit eget værelse,« siger Rikke Sand Andersen.

Alle de forventninger er kommet, efter samfundet gjorde det muligt, økonomisk og socialt, at man kunne flytte for sig selv. Forventningerne vil måske skabe flere aleneboende nu og i fremtiden.

Vi kommer længere og længere væk fra, at en husstand består af en mor, en far og børn.

Men måske vi i fremtiden går tilbage til at invitere bedsteforældrene med ind i vores boliger i fremtiden.

Et valg eller et fravalg

Men er det så overhovedet et problem med de mange aleneboende?

Nogle vælger at bo alene, mens det for andre er en uønsket situation.

Mange unge vælger at flytte hjemmefra og bo selv. Efter en skilsmisse vælger mange også at flytte for sig selv, inden man måske finder en ny partner. Der findes også en gruppe, som vælger at bo alene, fordi de trives bedre i det, ifølge Rikke Sand Andersen.

Aleneboende er altså en lige så divers gruppe som de voksne, der bor med andre voksne, understreger professoren. Men rigtig mange af de aleneboende, trives med det, mener hun.

Så er der dog også dem, der bliver forladt eller på anden vis ikke selv vælger at bo alene. Her kan der være flere udfordringer. Man kan være ensom og mistrives i et stort hjem helt alene.

»Hvis man kigger meget nøje på bestemte områder, kan man godt finde ulemper ved at bo alene,« siger hun.

De ældre er udsatte

Især for ældre ser aleneheden ud til at være et problem. Ikke kun på grund af ensomhed, men også på grund af helbredsårsager.

Det viser Rikke Sand Andersens egen forskning i kræftramte aleneboende.

Som en del af forskningsprojektet ALONE har hun sammen med kolleger i 14 måneder fulgt kræftsyge mennesker, der bor alene. Gennem interviews har hun fået indsigt i, hvad de syge og ældre eneboer kæmper med.

En af dem var pensionisten ‘Lise’, der havde kræft i maven. Lise fortæller, hvordan hun en dag »lå som en strandet hval« i sin seng, da hendes barnebarn kom forbi for at vaske tøj.

»Jeg kunne ingenting. Jeg var så træt, så træt. Susanne [datteren] havde jo travlt med arbejde, men måtte også komme derind. De var bange for, at jeg skulle ligge der og dø imellem hænderne på dem,« fortæller ‘Lise’ i studiet.

»Det var frygteligt, også at Signe (barnebarnet, red.) skulle se mig på den måde, og jeg var afhængig af at de skulle hjælpe mig, du ved, på toilettet og med mad og det hele. Det har jeg ellers nægtet,« fortæller informanten.

De ældre i studiet har venner og familie, der kan træde til og hjælpe, men sættes i et dilemma, fordi, de synes, det er svært at bede om for meget hjælp. Derudover vil de ældre meget gerne vil tage vare på deres eget liv selv, forklarer Rikke Sand Andersen

Simple opgaver som at få handlet, ryddet op eller lavet mad bliver store byrder, når man bor alene og er ramt af sygdom.

Det bliver besværligt for de ældre at bo selv, og de må søge hjælp blandt mennesker, der har tid og overskud til at hjælpe dem i deres hverdag. Men vores samfund er jo ikke indrettet på en måde, så der er en masse ekstra tid i familierne, påpeger professoren.

Ensomme mænd

Rikke Lund er enig i, at der er sundhedsudfordringer i at bo alene.

Hun mener endda, at de er store - særligt for mænd, der bor alene og ikke er i parforhold.

Hun fremhæver sit eget studie, hvor der er fundet forbindelse mellem at bo alene og øget inflammation - betændelse i huden. Studiet er lavet ved at studere blodprøver fra over 4.000 mennesker, som bor alene.

»Overordnet set finder vi, at der risiko for at blive syg og dø tidligere, hvis man bor alene og gør det i mange år. Og den er stærkest ved mænd, i mange tilfælde er den der slet ikke for kvinder,« siger Rikke Lund til Videnskab.dk.

Udviklingen fortsætter

Siden 1960’erne har vi i Danmark vænnet os til, at velfærdsstaten tager sig af de syge og de ældre. Forventningen om, at man huser sine gamle forældre, mens man selv har børn, er næsten helt forsvundet i vores samfund.

Så meget, at det i dag kun er tre procent af husstandene, der har tre generationer boende (børn, forældre og bedsteforældre).

»Vi kan se, der sker forandringer af velfærdsstaten. Fra politisk side laver man nogle sundhedsreformer. De syge flyttes ud i de private hjem og ud til familierne. Når man gør det, så bliver det mere kompliceret at bo alene,« siger Rikke Sand Andersen.

Så ville være generationshjem være en løsning på problemet?

»Vi skal forestille os, at vi kommer til at eksperimentere med, hvordan man kan bo sammen,« siger Rikke Sand Andersen og understreger, at det er et underbelyst emne, hvorfor hun har svært ved at give klare forudsigelser om fremtiden.

Hun mener, at det vil være en stor ændring af måden, vi driver samfund på, hvis de ældre skal til at flytte sammen med deres børn.

Det ville være smukt med flere generationer i hjemmet, siger Rikke Lund. Men hun har svært ved at se, hvordan det skulle ske, netop fordi der er mangel på arbejdskraft.

»Vi har jo os et skrigende behov for arbejdskraft, så hvem skal passe dem derhjemme. Det er de samme pårørende, som bliver kaldt på arbejde,« siger hun.