Nutidens livstilsmagasiner bugner med HAY-møbler, farvekoordinerede bogrygge og den lykkelige familiestund i køkken-alrummet.

Men i 1500-tallet var det den fromme storfamilie med hænderne foldede i gudfrygtig tilbedelse, der prægede mindetavlerne.

Idealerne om den gode familie har altid fulgt os gennem historien. Og ikke uden en vis magt. For idealer er mere end bare en luftig idé:

»Idealerne giver næring til vores faktiske, levede liv,« påpeger lektor og historiker Karen Vallgårda, der forsker i familiehistorie i 1800- og 1900-tallet.

»Ligesom individer navigerer familier også efter gældende idealer om, hvad man bør lave, hvordan man bør føle, og hvordan man bør være sammen som familie. Så man kan ikke helt adskille ideal-familien på Instagram fra det liv, som de fleste familier lever. Den påvirker os,« lyder det fra historikeren, der forsker ved Københavns Universitet.

Derfor er familieidealerne også vigtige at forstå, hvis man - som Karen Vallgårda - gerne vil forstå, hvordan familier har levet gennem tiden, hvad de har drømt om, og hvordan de har ønsket at blive fremstillet.

I denne artikel retter vi blikket bagud og ser på, hvordan idealet om familien har set ud gennem historien. For måske kan det gøre os klogere på, hvor vi er i dag, og hvor vi er på vej hen.

Gud, orden og hierarkier

Rejser vi tilbage til 1500-tallet - dengang 90 procent af de i alt 800.000 danskere levede et relativt fattigt liv på landet - er det måske ikke så overraskende, at én ting overskyggede næsten alt andet:

Kristendommen.

»I 1500-tallet er man generelt meget optaget af hjemmet som et idealiseret sted. En form for mikrokosmos, der afspejler den orden, der bør være i samfundets makrokosmos,« fortæller professor i kirkehistorie og privatliv Mette Birkedal Bruun.

Hun fremhæver en mindetavle for den fynske rådmand og købmand Oluf Nielsen Bagger (1521-1602) og hans kone Margrethe Clausdatter (1536-81), der i dag kan ses i Skt. Hans Kirke i Odense:

Umiddelbart er det ikke et maleri, der strutter af idyl og gode stunder i familiens skød. Men det indfanger alligevel datidens idealer for den gode familie, nævner Mette Birkedal Bruun, der forsker ved Københavns Universitet:

»Det er jo en meget velorganiseret og from familie, der ses her. Som teksten fortæller os, så er det en mindetavle, der takker Gud for de gaver og de 12 børn, familien har fået.«

»Vi kan se på billedet her, at der er et midterbånd mellem familien og billedet af Jesus og de forskellige religiøse figurer. Ude i venstre side ses de frelste, og ude i højre side ses de fortabte, der kommer i helvede. Det er rammen omkring det her idealbillede,« forklarer Mette Birkedal Bruun.

Vigtigst af alt er det altså, at forholdet til Gud er på plads - udadtil og indadtil. Sådan så idéen om det smukke, kærlige og glade liv ud dengang.

»Idealet handler først og fremmest om at have orden i hjemmet. Det er roden til velstand og lykke i 1500-tals udgaven. At hierarkierne er på plads. Hjemmet skal adlyde faderen, og børnene skal adlyde ordren. Men husfaderen skal også leve op til at være en ordentlig far. Han skal ikke være tyrannisk,« forklarer Mette Birkedal Bruun.

»Egentlig er det et ideal, der lever op igennem 1600-tallet: At have uorden og ufred i hjemmet blev brugt som billedet på det ultimative kaos,« siger professoren.

Kollektiver i anden potens

Sådan lød idealet i al fald.

Men hvis du dumpede ned i et tilfældigt hjem i 1500-1600-tallet, er fred og orden – i vores forstand - nok det sidste, du ville finde.

For de fysiske rammer står i påfaldende kontrast til idéen om, hvad vi i dag ville finde ordentligt. Og privatlivet, som vi værner så meget om i dag, fandtes nærmest ikke inden for hjemmets fire vægge.

»Hjemmet var et bredere begreb end det i dag. Adelsfolk havde husholdning og tjenestefolk boende. Håndværksmesteren havde svende og lærlinge boende. Hvis du var gårdejer, havde du karle og piger boende,« fortæller Mette Birkedal Bruun.

På landet, hvor de fleste levede, havde man få rum centreret om varmekilderne: ildsteder, kaminer og ovne. Det fungerede som køkken, stue og soveværelse, fordi det var det eneste sted, man kunne holde varmen. Adelsfolk havde tjenestefolk sovende i nærheden, fordi det var praktisk, at de var tæt ved.

På den måde var datidens hjem en slags kollektiver i anden potens, fortæller Mette Birkedal Bruun.

»Man låste kun døren om natten. Men ellers var huset åbent i dagens løb. Det var meget almindeligt, at man vadede ind og ud af hinandens hjem. Men der var en social konvention om, hvem der kunne gå ind og ud hos hinanden,« forklarer Mette Birkedal Bruun.

I Sverige, der har et lidt hårdere klima end i Danmark, fandtes sågar en regel om, at fremmede måtte søge ly for natten i dit hjem, hvis det var uvejr. Reglen gjaldt helt op til 1700-tallet.

»Idealet om et privatliv fandtes ikke rigtig dengang. I al fald ikke i ens hjem. Hvis man ville være privat, foregik det ofte ude i naturen,« opsummerer Mette Birkedal Bruun.

Korridoren giver privatliv

I 1700-tallet skete der så småt nogle nybrud i forståelsen af, hvad et hjem er, og hvordan den gode familie ser ud. For eksempel begyndte folk, der havde råd og plads, at synes, at tanken om lidt privatliv i eget hus egentlig ikke var så dum.

»I 1700-tallet var der i overklassen en stærk bevægelse mod, at man ville have privathed i hjemmet, og der opstod et ideal om, at hjemmet blev ens helle. Det er her, man slapper af og er fri. Lidt som vi kender det fra i dag, når vi hopper i joggingtøjet og slår benene op,« lyder det fra Mette Birkedal Bruun.

»Vi får alle de her malerier af folk, der er mere uformelt klædt, når de er i hjemmet. Det private bliver en klar modsætning til det offentlige og til det professionelle liv,« tilføjer hun.

I hjemmet vinder en - i dag ret åbenlys - arkitektur frem: Korridoren bliver populær.

»Gennem 1600-tallet bestod et hjem af mange store rum, der ligger i forlængelse af hinanden, så man gik igennem det ene rum for at komme til det andet. Lidt som vi kender det fra museer,« forklarer Mette Birkedal Bruun:

»Fra slutningen af 1600-tallet kommer korridoren til, og den blev sindssygt vigtig, for den skabte muligheden for at lukke en dør og få en større grad af privatliv, fordi folk ikke konstant vadede gennem værelserne for at komme videre til de andre rum.«

Kammertjeneren sendes i kælderen

I løbet af 1700-tallet begyndte de fysiske grænser mellem familien og tjenestefolkene i husstanden også at blive tydeligere.

»Tidligere havde kammertjeneren ofte sovet i fodenden hos adelsfolkene eller lige uden for døren. Men på et tidspunkt finder man ud af, at det noget juks, og så ryger de ned i kælderen eller op på loftet,« forklarer Mette Birkedal Bruun og tilføjer:

»Det hænger sammen med, at man tidligere ikke havde regnet dem for noget som helst. Så det, at de var konstant til stede i rummet, så man ikke nødvendigvis som en trussel mod privatlivet eller et problem overhovedet.«

Paradoksalt nok hænger den rumlige degradering af tjenestefolk altså sammen med, at der i tiden skete en form for opgradering i synet på det jævne folk.

Stavnsbåndet, der bandt bondestanden til godsejerens jord, blev ophævet i 1788. Den franske revolution og idéen om universelle menneskerettigheder vandt frem mod slutningen af århundredet.

Barnet kom i fokus

I grundbøgerne bliver 1700-tallet også kaldt for oplysningstiden. De religiøse forklaringsmodeller udfordres af rationelle og naturvidenskabelige tankegange.

De religiøse idealer for den gode familie ændrede sig.

»Ældre oplysningstidsforskning havde en tendens til at sige, at det religiøse ingen rolle spillede i oplysningstiden, men nyere forskning ser andre sider af perioden. Forskningen viser, at det religiøse er til stede på andre måder. Eksempelvis i form af en bestemt moralsk forståelse,« forklarer Mette Birkedal Bruun:

»Det er stadig den harmoniske familie, der er i centrum. Men nu afspejles harmonien ikke i de stærkt ordnede strukturer, men i følelsesmæssige bånd og en mere afslappet eller ’privat’ fremtoning,« påpeger Mette Birkedal Bruun:

Familieidealet var ikke så entydigt og gennemgribende struktureret, som Oluf Nielsen Baggers mindetavle fra tidligere i artiklen gav indtryk af. Idéen om menneskets natur begyndte at fylde mere.

»Vi kender det tydeligst fra de idealer, der blev udtrykt i den rousseauske ånd og pædagogik,« fortæller Mette Birkedal Bruun med henvisning til den schweizisk-franske tænker og forfatter Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

Rousseau skrev et af sine hovedværker Émile ou de l'éducation - Emile eller Om opdragelsen på dansk - i 1762. Her argumenterer han for en fri børneopdragelse, hvor barnet opdrages til at blive naturlige og civiliserede mennesker, der kan indgå i samfundet.

»På den måde kom idealet om ’det naturlige barn’ også i fokus på en anden måde end tidligere. Som den lille prins man skal opdrage på bedst mulig vis. Der er generelt et familieideal, der fremhæver det frie, uregulerede, men som i virkeligheden er reguleret på andre måder,« opsummerer Mette Birkedal Bruun.

Kærlighed og nærhed

Omkring 1800-tallet blomstrer den sværmeriske romantik frem i Europa.

I perioden ændres især to ting ved idealbilledet af familien:

»Først og fremmest udbredes idéen om, at man bør blive gift på grund af forelskelse og kærlighed til hinanden,« fortæller lektor Karen Vallgårda, der understreger, at »det selvfølgelige ikke bare opstår ud af det blå«:

»Mange ægtefæller har uden tvivl følt ømhed og kærlighed til hinanden før i tiden, og ifølge teologen og reformatoren Martin Luther var kærlighed i ægteskabet da også den fineste form for kærlighed næstefter kærligheden til Gud.«

»Men at forelskelse skulle gå forud for forlovelse og ægteskabet var nyt, og man begyndte at dyrke kærlighed og intimitet som et bærende ideal for familien og ægteskabet i højere grad end tidligere,« forklarer familiehistorikeren.

Kernefamilien tager form

Som i 1700-tallet får børnene i familien også en endnu større rolle fra slutningen af 1800-tallet.

»Barnet får en anden status. Man plejer at sige, at det gik fra at være økonomisk nyttigt at få børn til at være en økonomisk byrde, men til gengæld emotionelt uvurderligt,« fortæller Karen Vallgårda.

»I løbet af 1900-tallet går børn fra at være en økonomisk investering – nogle, der kan bidrage til husholdningens økonomi, og som kan tage sig af forældrene, når de bliver gamle – til udelukkende at være en økonomisk omkostning.«

»Man får færre børn, og familierne bliver mindre, så der er mere tid til at dyrke de enkelte børn. Samtidig får børn en anden status og bliver gradvist mere ligeværdige med forældrene,« tilføjer hun.

Generelt får følelserne større fokus i familien. Den gode familie kendetegnes ved at være fyldt med nærhed og omsorg. På den måde nærmer vi os et billede af idealfamilien, der er nemmere at genkende i dag:

»Kernefamilien med far, mor og børn i fokus begynder at tage form,« forklarer Karen Vallgårda.

Kernefamilier og modbilleder

Mens kernefamilien er lykken for nogle, kan den være afskrækkende for andre. Sådan var det også i 1800-tallet.

»Kernefamilien er løbende blevet udfordret fra flere fronter. I slutningen af 1800-tallet sker det gennem den første kvinderettighedsbevægelse og ‘Det Moderne Gennembrud’, der sætter spørgsmålstegn ved ægteskabet og seksualmoralen,« fortæller Karen Vallgårda.

Hun nævner Georg Brandes - Det Moderne Gennembruds foregangsmand - og forfattere som Amalie Skram, Agnes Henningsen og Henrik Pontoppidan som nogle af de »argeste kritikere« af ægteskabet og kernefamilien som patriarkalske og begrænsende institutioner.

Hele vejen op igennem 1900-tallet forblev kernefamilien det dominerende ideal.

»Egentlig er der ikke sket så voldsomt meget med det herskende familieideal fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Kernefamilien har stået ret stærkt og gør det stadig i dag i store dele af samfundet,« vurderer Karen Vallgårda.

Dog har kernefamilien også rettet ind og taget form efter tidens normer.

Det patriarkalske familiemønster med faderen som familiens ubestridte overhoved svækkes gennem 1900-tallet, efterhånden som kvinder får flere rettigheder såsom stemmeret (i Danmark skete det i 1915) og formel ligestilling med deres mænd i ægteskabet, forklarer Karen Vallgårda og tilføjer:

»Det havde også en afgørende betydning, at flere og flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og dermed fik mulighed for at forsørge sig selv og eventuelle børn.«

Samtidig har kernefamilien været under løbende kritik og forsøg på at indrette sig anderledes.

Fri os fra kærligheden

Den måske mest direkte modreaktion på ægteskabet og den konforme kernefamilie kom i form af hippiebevægelsen og ungdomsoprøret i 1968.

Skilsmisseraten steg meget markant, og mange begyndte at finde nye samlivsformer såsom kollektiver og bofællesskaber.

Herhjemme blev Suzanne Brøgger en markant røst i kritikken af familien, blandt andet med sin debutbog ‘Fri os fra kærligheden’ fra 1973:

»Suzanne Brøgger bruger fængslet som en metafor for ægteskabet. Det er en institution, der indespærrer begge ægtefæller og får dem alle til at ligne hinanden ligesom indsatte i et fængsel,« forklarer Karen Vallgårda og tilføjer:

»Brøgger er en del af en bølge, men det sjove er, at det er en metafor, der er blevet brugt om ægteskabet igen og igen siden slutningen af 1800-tallet.«

Kernefamiliens overlevelseskraft

Trods de talrige tæsk, som kernefamilien har måttet tage imod, så står den stadig som det dominerende ideal for mange i dag, siger Karen Vallgårda:

»Den heteronormative kernefamilie er et sejlivet ideal. Flertallet vælger at blive gift, og jeg mener stadig, at man kan se mange steder, at børn og unge bliver mødt med en forventning om at skulle møde en, som de slår sig ned og får børn med.«

Samtidig beskrives ægteskabet til stadighed som et hårdt arbejde. En fremstilling, som ses allerede i begyndelsen af 1900-tallet, og som stadig fylder en del i dag:.

»Vi ser det også i et program som ‘Gift ved første blik’, hvor eksperterne omtaler forholdet som noget, man skal arbejde på at få det til at fungere, men det er ud fra en forestilling om, at det hårde arbejde i sidste ende bærer frugt,« siger Karen Vallgårda:

»Jeg tror egentlig, at mange trives i den form for samliv, selvom det ikke er harmonisk og lykkeligt fra morgen til aften. Men det er der jo ikke noget, der er.«

Hvor er vi på vej hen i dag? Ser du en ny type familieideal vokse frem?

»Vi har i de sidste årtier set en mangfoldiggørelse og anerkendelse af andre familiekonstellationer som regnbuefamilien, den sammenbragte familie, soloforældre, bofællesskaber og andre samlivsformer. Og det bliver i dag generelt opfattet som legitimt at fravælge det heteronormative ægteskab.«

»Det giver en større frihed for den enkelte til at finde en model, der passer. Man kan også indrette sig på forskellige måder igennem forskellige dele af livet. Men det betyder næppe, at kernefamilien er ved at uddø,« fortæller Karen Vallgårda:

»Fra 1800-tallet og frem til i dag, som er den periode, jeg har forsket i, har der igen og igen været debattører, der har forudset kernefamiliens og ægteskabets død. Nogle med gru og andre med håb. Så kernefamilien og ægteskabet er altid lidt i krise.«

»Jeg tror, at kernefamilien vil forblive en dominerende familieform i lang tid endnu,« slutter Karen Vallgårda.