Artikler

Kunstig intelligens: På tærsklen til et paradigmeskifte - er vi klar?

Heading

6.5.2024

Af

I 2024 stiller VidenSkaber skarpt på kunstig intelligens i en række borgerinddragende workshops og debatarrangementer samt i en ny videoserie og podcastserie. Du kan komme med.

Med lanceringen af ChatGPT i november 2022 satte OpenAI gang i et verdensomspændende AI-kapløb, som det er svært at overskue konsekvenserne af. Men hvor vildt kan det blive? Og hvordan tager vi kontrollen over udviklingen?

For de fleste af os står spørgsmålene i kø. 

Hvad kommer kunstig intelligens til at betyde for vores fællesskaber og tillid til hinanden? Kan kunstig intelligens bidrage til en bedre verden? Sætte skub i den grønne omstilling? Revolutionere vores sundhedsvæsen? Eller kommer kunstig intelligens snarere til at øge uligheden, fjerne arbejdspladser og udhule vores uddannelser?

Svarene er lige så forskellige, som spørgsmålene er mange, og derfor er der behov for en samtale på tværs af de videnskabelige discipliner og mellem forskere og den brede befolkning. Med temaet ”hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?” ønsker Videnskabernes Selskab at bidrage til den samtale og bringe den så tæt på vores fælles hverdag, at alle kan være med.

Vagn Dahl Veie fra Varde interviewes af vært Line Friis Frederiksen til VidenSkabers finalearrangement på Nationalmuseet den 22. januar 2024. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Efterårets program

I 2023 afholdt VidenSkaber en lang række arrangementer over hele landet, hvor forskere og borgere i fællesskab ledte efter svar på spørgsmålet ”hvordan skal vi bo i fremtiden?”. I år spørger vi ”hvordan forandrer kunstig intelligens vores samfund?”, og efterårets program foregår – ligesom i projektets første år – i hele landet. Det sker bl.a. gennem 5 workshops, 4 debatarrangementer, 2 online foredrag og et stort finalearrangement i den smukke aula og vandrehal på Aarhus Universitet. Men også via podcasts, videoer og artikler har Videnskabernes Selskab et ønske om at involvere borgerne i en af tidens helt store problemstillinger. 

- Kunstig intelligens er på kort tid blevet noget, vi alle taler om, men som de fleste af os nok oplever som endnu et teknologitog, vi enten kan forsøge at hoppe på eller risikere at blive tabt bag. Med VidenSkabers tema i 2024 vil vi – sammen med en række forskere og lokale samarbejdspartnere – forsøge at skabe et rum, hvor vi ikke bare bliver klogere på kunstig intelligens, men også diskuterer det handlerum, vi har som borgere. Det konkrete program for efteråret løfter vi sløret for i slutningen af juni, siger projektleder for VidenSkaber, Tina Dransfeldt Christensen.

Hvis du vil være den første til at høre nyt, når VidenSkabers program offentliggøres, så tilmeld dig VidenSkabers nyhedsbrev her.

Ritta Lauritsen og Malaa Markkandu fra Holstebro interviewes på scenen til VidenSkabers finalearrangement på Nationalmuseet den 22. januar 2024. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab
Debat med Cecilie Rubow, Mette Mechlenborg og Carsten Rahbek til VidenSkabers finalearrangement på Nationalmuseet den 22. januar 2024. Foto: Lars Svankjær/Videnskabernes Selskab

Tyvstart allerede nu 

Vi har allerede produceret første video om kunstig intelligens i VidenSkabers videoserie ”Hvordan ved vi det?” 

I videoen ”De bliver rige, når du bliver sur” kan du få et indblik i, hvordan professor i medievidenskab og leder af DATALAB på Aarhus Universitet Anja Bechmann bruger kunstig intelligens til at undersøge sociale mediers brug af kunstig intelligens til f.eks. spredning af misinformation. 

For jo længere du bliver på de sociale mediers platforme, jo flere penge kan tech-giganterne nemlig tjene. Ved hjælp af kunstig intelligens lærer de dig at kende, så de kan præsentere dig for lige præcis det indhold, som holder dig fanget.

Læs mere
Om
Omtalte forskere
No items found.