Forfatter Peder Frederik Jensen kogte en dag med perspektiver på kryds og tværs af fagligheder og af Danmark ned til én tekst om livet med og ved havet.
Kan man samle lokale erfaringer, forskningsperspektiver og fælles refleksioner i ét koncentreret øjeblik og forvandle det til poesi – endda samme dag, som tankerne bliver delt?
Ja, er det korte svar. Forfatter Peder Frederik Jensen var med, da Videnskabernes Selskab sammen med Kystdirektoratet fyldte huset med borgere, forskere, kommuner og lokale foreninger fra de danske kyster den 25. februar 2026.
Mens forskning, erfaringer, drømme og frygt blev delt gennem samtaler og oplæg om nutidens udfordringer, havets lange fortid og de fremtider, vi endnu ikke har formuleret, sugede han til sig og vævede trådene sammen til én omfavnende tekst. Forfatterens oplæsning satte punktum for dagen, mens tekstens budskaber lever videre. Læs med nedenfor, og oplev dagen fra Peder Frederik Jensens perspektiv.
Hvis man betragter verden fra fiskens perspektiv
Af Peder Frederik Jensen
Hvis man betragter verden fra fiskens perspektiv, ser alt, hvad vi kender, anderledes ud. Man vil forstå, at det ikke er havet, der æder, men blot vand, der skifter form, smelter, driver, flyder og ommøblerer den blå planet. Meningsløst og meningsfuldt på en gang. Eller. Opløst for mening. Væren i sin reneste form, der transporterer støv, kalk, grus, frø, mycelium, kerner, småsten, mursten, granitblokke, hele bygninger, digelagsformænd, forkomne digtere, mellemstore elbiler, lokumstønder og forskningsresultater, samt hele øriger rundt og genskaber en ny verden, ingen af os kender, og ingen af os har nogen viden om. Kun geologen, måske, der forstår, hvad tid er, hvad et skred betyder, hvor betydningsløse vi er set med alle andres øjne end vores egne.
Livet er et mysterium. Verden er umulig at have med at gøre. Men vi er nødt at skabe mening. Derfor opstår guderne. Derfor opstår krig om territorium. Derfor opstår menneskets konflikter, men også vores fred og det, der giver fremgang. Mysteriet fører til fællesskab og venlighed. Den hånd, der rækker ud efter et spædbarn. Men mysteriet skaber også angst. Angst for ikke at kunne kontrollere elementerne. Naturen. Vandet. Følelserne.
Så vi bygger verdener op og kalder dem statiske, nationer, byer og villakvarterer. Vi støber i beton og bygger ovenpå. Helt op til solen bygger vi, så vores vinger smelter, og den hvirvlende flok af overmodige falder til jorden. Alle med pænt hår og undrende blikke, for ifølge deres beregninger, og ifølge deres tal, og ifølge deres vælgere, skulle det hele jo kunne lade sig gøre, så længe vi afviste frygten, holdt frygten for døren. Menneskets sanser og følelser holdt for døren.
Vi hegner ind og påstår, at et abstrakt tal, som f.eks. 46 millioner, giver mening. Det giver ingen anden mening end den, at et menneske føler, at netop det tal gør ham eller hende vigtigere end fællesskabet.
Jeg har betalt for den udsigt.
Famous last words!
Jeg har ret til den jord, den ø.
Tja.
Til at bruge ressourcerne, opbruge og mere end opbruge naturens kendte tolerancer, fordi jeg vil vokse uendeligt på endelig plads. Jeg. Det højt selvbesungne menneskes ret til at forbruge.
Eller, ærligt, nogle få menneskers ret til at forbruge. De få, der har levet inden for en meget kort, begrænset tidsperiode, et meget begrænset sted på kloden, og som ikke har ønsket eller evnet at lytte til videnskaben, når det, videnskaben sagde, var ukomfortabelt.
Husk det nu: Vi kan ikke bruge frygt til noget, sagde manden til kvinden. Menneskets følelser er støj. Ukomfortable, og det er ikke rart, når man har bygget sin eksistens på et blændværk, et narreværk, der spiller den melodi, man ønsker at høre, mens man bygger og rejser, og støber, og æder og etablerer en verden omgivet af spejle, eller skal vi sige: skærme, så alt det, der er udenfor, forbliver udenfor. De 55 millioner klimaudsatte mennesker på det afrikanske kontinent f.eks. De pludseligt og hastigt uddøde arter, der ikke ligner os. Eller de børne- og oldebørn, der skal leve i en unødvendigt ustabil, utryg verden. Stemmer, der måske kunne have lyst til at sige:
Ejerskab, jura, kultur, frikadeller, lokumstønder og valid forskning opløses i ordet hav, hvis ordet rejser sig, som ordet gør, når det går fra at være en ide om noget, man har udsigt til, og til at være lige så virkelig som de menneskeskabte klimaforandringer, der er vores krise. Os og dyrene og træerne og blomsterne og svampene og hvalerne og tarmbakterierne og de vandrende pindes krise.
Så, jeg holder af jer, men spar mig for jeres håb, for det gælder kun jer selv. Håbet er nærsynet, håbet på jeres kanter, der hvor I bor, er en undskyldning for ikke at handle. I saver træerne ned, støber fundamenter og bygger latterlige glashuse på kanten af syv planetære grænsers møde med hinanden. Slå venligst op i jeres myter: Der er storm på vej. Kraken vågner, Ran og Ægir lægger deres brodsøhingst i søen, reber sejlene og inviterer os alle ned i det store net, spundet af tarme fra de druknede, der hvirvlede i ishavet efter hvalfangst, og dem, der faldt fra boreplatformene langt ude på det åbne hav.
Men et sted står en dreng og ser ud over havet. Han har et skind omkring sig. Han ser røg på den anden side. Han peger. De voksne fortæller ham, hvad det er, men inde i hans hjerne opstår der et billede, der ikke passer til de ældres fortælling. Han smiler ved tanken. Han forestiller sig noget andet end det, de vil have ham til at se. Han udhuler en træstamme og sejler afsted i selskab med en ung kvinde, eller flere, måske, en hel flok.
Drevet af den smukkeste af alle evner, menneskets mest fundamentale og skarpeste våben: forestillingsevnen. Båden og bevægelsen og modet til at bryde med det, der er, opstår i os, fordi vi har modet til at ændre de livsformer, de ideer og de stærke narrativer, der fastholdes af dem, der har magten i et samfund, en familie, en skoleklasse. Vi skal med ordet hav mellem os drømme om noget andet, drømme om, at vi godt kan leve uden at forbruge jordens ressourcer, ødelægge livet for alle andre arter end os selv, og vi skal gøre det med sanserne og sproget forrest for, så er der en verden til mennesket i morgen. Det skal ske i fællesskab, et fællesskab der siger nej til den enkelte, der mener, at hendes udsigt fra et glashus er vigtigere end den salamander, der slår med halen i Congofloden, den gris, der lever indeklemt i de danske svinestalde, og det barn, der vil leve i morgen.
----
Havet lever i forfatterskabet
“Danmark er som en Mariekiks i et glas vand.” Sådan beskriver Peder Frederik Jensen vores lands porøse, skrøbelighed i romanen Rans vilje fra 2023. I romanen mødes myter, geologisk historie og skipperskrøner i en fortælling om landskabsdannelse, stormflod, sårbarhed, handlekraft og eventyr på havet.
Romanen er første bind i et planlagt firebindværk af Peder Frederik Jensen. Opfølgeren Pigen i verden udkom i 2025.
Nysgerrig på mere blå litteratur?
Lyt til vores podcastserie ”Hvordan ved vi det?”, hvor Rans vilje også sniger sig ind i en samtale om blå humaniora, poetiske havbreve og nye måder at designe fremtidens kystlandskaber på.
Med udgangspunkt i antikke havmyter og nutidig klimalitteratur taler litteraturprofessor Søren Frank og landskabsarkitekt Mette Juhl Jessen om, hvordan vi kan bruge litteraturen til at gentænke vores forhold til havet. Lyt til hele episoden her.
