Presse

Slusen i Hvide Sande skal automatiseres - hvad vil det betyde for borgerne i lokalsamfundet?

Heading

25.1.2026

Af

Peter Linderoth Sørensen, Ugeavisen Ringkøbing

Informationsmøde om den nye sluseteknologi i Hvide Sande - hvad skal prioriteres, fisk, klima, trafik eller sikkerhed?

Hvide Sande:  Slusen i Hvide Sande er hjertet i reguleringen af vandstanden i Ringkøbing Fjord, men styringen af slusen bygger på teknologi fra en anden tid. Den gamle teknologi er svær at vedligeholde og tager ikke tilstrækkelig højde for klimaforandringer og lokale behov.

Nu skal det næste skridt mod en mere automatiseret sluseteknologi tages – til gavn for både lokalsamfund og natur.

Kystdirektoratet og Videnskabernes Selskab inviterer til en eftermiddag om slusens betydning for lokalområdet. Det er onsdag den 28. januar fra klokken 16.45. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Programmet byder på besøg i slusen, forskeroplæg og dialog om, hvordan man sammen skaber holdbare løsninger, når klimaforandringerne banker på.

Lokale stemmer bidrager til forskning

Slusen i Hvide Sande regulerer vandstanden i Ringkøbing Fjord, så fjordvandet ikke oversvømmer huse, landbrug og erhverv.

Men med stigende havniveau og mere ekstremt vejr er der brug for smartere styring af slusen.

Forskere fra Aalborg Universitet er i samarbejde med Kystdirektoratet derfor i gang med at udvikle ny it-teknologi, der skal gøre slusen mere robust og give en større grad af automatisering. Det sker som led i et EU-projektet, og i den proces har man brug for erfaringer fra lokalsamfundet.

Gitte Grimstrup, ingeniør og projektleder i Kystdirektoratet, forklarer:

- Vi skal i gang med øget automatisering af slusestyringen. Det er en naturlig konsekvens af tilpasning til fremtiden. I samarbejde med Videnskabernes Selskab og Hvide Sande Havn vil vi derfor gerne åbne for en samtale om de muligheder og udfordringer, som det vil kunne give i lokalsamfundet.

Forskningsperspektiver og lokale erfaringer

Hvordan vil mennesker og lokalområde blive påvirket, hvis flere funktioner i Hvide Sande sluse automatiseres?

- Formålet med dagen er at skabe en åben samtale om klimaforandringer og -tilpasning og samtidig styrke den demokratiske dialog og det lokale engagement. Vi er glade for at kunne bidrage med forskningsbaseret viden netop dér, hvor den gør en forskel, siger projektleder i Videnskabernes Selskab, Tina Dransfeldt Christensen.

Faktaboks
Omtalte forskere
No items found.