Hele to gange i 2024 vågnede borgerne i Vejle midtby til ødelæggende oversvømmelser. I Kerteminde kan op imod 40 procent af boligerne være ubeboelige om 50 år. Og rundt omkring i landet må marker beskyttes med høje mure mod havets bølger.

Moder Jord bider hyppigere fra sig, og i hele landet undersøges der løsninger på, hvordan man kan beskytte sig mod havvandsstigning og stormfloder, som der kommer flere og flere af.

Et af de steder er på Syddansk Universitet, hvor der er oprettet et elitecenter med det knap så mundrette navn: ‘Elite Centre of Aquatic Nature-based Solutions for climate change adaptation’ – eller bare Aqua-Nbs.

I spidsen for centret sidder lektor Cintia Organo Quintana, som leder efter løsninger på, hvordan vi kan slå to fluer med ét smæk:

Beskytte mod havet og samtidig styrke livet i havet.

Hun giver her tre bud på danske projekter, der arbejder med netop de løsninger.

Gyldensteen: Når der er plads til at sætte naturen fri

På Nordfyn nær Bogense har man siden 1871 gjort, hvad man kunne for at holde havet væk fra landbrugsjorden.

Dengang drænede man området for vand og byggede diger til at holde bølgerne på afstand, så jorden kunne dyrkes.

Men i 2014 købte Aage V. Jensens Naturfond området, ødelagde digerne og gav igen havet adgang til det 214 hektar store område.

Området kaldes i dag Gyldensteen Kystlagune, og det er et af de danske områder, som Cintia Organo Quintana har særligt fokus på som forsker.

»Gyldensteen er et interessant eksempel på kystsikring og naturgenoprettelse på samme tid,« siger hun.

»Der er skabt et stort lavvandet område, hvor der er cirka en meter dybt. Det tager energi fra bølgerne ved stormfloder og hjælper med at forhindre oversvømmelse længere inde på land.«

Samtidig kan naturen selv genopbygge strandeng:

»Strandeng er et naturligt område med planter, der trives med at blive oversvømmet af saltvand i ny og næ,« forklarer hun.

»Det er også med til at bremse bølger, samtidig med at jorden optager vandet langsomt og sender det gradvist ud i havet eller fjorden igen. Så det er en naturlig måde at beskytte mod oversvømmelser inde i landet.«

Selvom det kræver et større areal end diger, kan naturen altså selv beskytte mod stormfloder og samtidig give en større biodiversitet.

Syddansk Universitets forskning ved Gyldensteen har dog også vist, at det kan være sværere end som så for livet i havet at trives på ny i et område, der har været brugt til landbrug i over hundrede år. Det kan du læse meget mere om i denne artikel.

Membranen i Vejle: Når natur og kultur må dele pladsen

Vejle by ligger i et vådt smørhul i bunden af en ådal, direkte ned til Vejle Fjord og skåret over af Vejle Å.

Det kan lyde som en velsignelse for vandglade borgere. Men ikke altid. For det betyder også øget risiko for oversvømmelser.

I februar 2024 var der mange vejlensere, der vågnede op til vandfyldte kældre og gader efter store mængder nedbør – så store, at kommunen måtte slukke for gadebelysningen af frygt for farlig strøm.

Godt et halvt år senere skete det igen med en af de værste oversvømmelser i byens nyere historie, lød det fra kommunens højtvandsvagt til DR.

Men kommunen arbejder på flere løsninger på problemet, ikke mindst projektet ‘Membranen’, som Cintia Organo Quintana fremhæver.

»Membranen er et af de projekter, hvor æstetik, sundere natur og rekreative områder følges ad,« lyder det fra lektoren.

»Det handler om at lave et naturområde, hvor der er plads til, at vandet kan skylle ind naturligt og give mere biodiversitet. Samtidig bliver det et rekreativt sted at færdes for borgerne i Vejle.«

Undersøgelser og forskningsbaserede anbefalinger peger da også på, at inddragelse af lokalbefolkningens behov, erfaringer og ønsker styrker klimatilpasningsprojekter.

Membranen bliver et hævet kystområde i forskellige naturlige materialer, hvor mennesker kan færdes det meste af tiden – men hvor fjorden til gengæld kan hæve sig 2,5-3 meter uden at nå ind til Vejle.

»Lige omkring vandoverfladen i det lavvandede område vil der være plateauer i forskellige højder og materialer, som er ideelle for flora og fauna at leve i,« fortæller Cintia Organo Quintana.

»Det vil give en bedre biodiversitet, og det bliver smukt at se på og bevæge sig rundt i på stierne og broerne.«

Membranen er stadig i sine tidlige faser og står efter planen færdig i 2027. Aqua-Nbs på Syddansk Universitet har projektet på sin liste over ‘demonstrationsprojekter’, som de vil holde særligt øje med.

Blandt andet skal de forske i lokalbefolkningens holdninger til æstetikken i den naturbaserede løsning.

Biodiversitetsplader: Når betonmuren allerede står der

Der findes op imod 400 havnebyer i Danmark, hvis man medtæller lystbådehavne. Selvom mange af dem har deres egne særpræg og tiltag, har de fleste et element til fælles:

Utallige kvadratmeter af lodrette, flade betonvægge, som holder vandet og byen adskilt.

»Flade mure beskytter fint imod bølger og stormfloder, men de er utroligt kedelige at se på,« konstaterer Cintia Organo Quintana.

»Æstetisk giver de ikke os mennesker særligt meget værdi. Og dyrelivet får intet ud af dem overhovedet.«

Men sådan behøver det ikke at være.

I Australien er forskere fra forskellige institutioner gået sammen om projektet Living Seawalls. Et projekt, hvor plader med kurver, bølger og huller bliver hjemsted for planter og små fisk.

I 2025 forsøgte Syddansk Universitet et lignende projekt i Kerteminde, hvor man har installeret plader i samme stil.

»Living Seawalls er især testet i områder med tropiske fisk, så vi skal finde ud af, om de også virker i danske farvande, hvor livsbetingelserne lige nu er dårligere for havdyr,« siger Cintia Organo Quintana.

»Derfor installerede vi to plader i Kertemindes havneområde i foråret: En almindelig, flad plade og en med bølger og former. I første omgang tester vi, om det gør forskel for algebevoksningen, og senere tester vi, om det skaber mere dyreliv.«

Ifølge Cintia Organo Quintana kan det i så fald betyde generelt mere liv på sigt, hvis man installerer pladerne på for eksempel havne eller betonmure, der skal beskytte mod stormfloder.

For flere planter betyder flere smådyr, og flere smådyr betyder flere store dyr.

»Derfor opfordrer jeg til, at man arbejder mere med former, når man opstiller for eksempel havneområder i byen. Det er flottere i sig selv, men det giver også mere liv i vandet.«

‍