Solen skinner ned over gruppen af forskere, der går rundt på en mark på Lolland. Her har de spredt en hel sæk med quinoafrø. Mellem rækkerne af godt og vel en million spirende planter, leder de efter nålen i høstakken:

‍

De skal finde en mutant. En quinoa-plante, der ikke har udviklet de mikroskopiske blæreceller, som ellers dækker overfladen på en normal quinoa som små hvide hår.

‍

I 127 år har plantevidenskabens klogeste hoveder ment, at det er de væskefyldte blæreceller, der gør quinoa til en ekstremt hårdfør plante, der blandt andet kan vokse i Andesbjergene i 4.000 meters højde og i Bolivias saltørkener.

‍

Forskergruppen, anført af ph.d.-studerende Max Moog og hans vejleder Michael Palmgren, der er professor i plantefysiologi, vil nærstudere quinoa-planter med og uden blæreceller for bedre at forstå de mekanismer i planten, der gør den så robust over for salt og tørke.

‍

I marken studeres hver plante minutiøst. De fleste er dækket af blæreceller, nogle har færre af dem. De skal finde en, der er komplet skaldet.

‍

Pludselig lyder der råb fra en af rækkerne. Mutanten er fundet.

‍

Der udbryder jubel blandt forskerne, men glæden efterfølges af nervøsitet.

‍

‍

»Så gjaldt det om at holde planten i live, så vi kunne få frø fra den,« siger professor Michael Palmgren, der fortæller om quinoa-jagten på sit kontor på Institut for Plante- Miljøvidenskab.

‍

»Hvis man plukker den, vil den hurtigt dø, og vi kunne heller ikke være sikre på, at den ville tåle, at vi gravede den op og flyttede den,« forklarer professoren fra Københavns Universitet.

‍

Forskerne endte med at mærke planten, og så krydsede de ellers fingre for, at den stadig ville være der, når de kom tilbage efter frøene.