Havet er først og fremmest natur. Det er Jordens største økosystem og dækker mere end 70 procent af planeten.

Men oceanerne er også infrastruktur, et hav af transportruter, der forsyner os alle med varer og ressourcer. Skibene er synlige på overfladen, men nede på havbunden løber internettets svulstige blodårer; søkablerne, der forbinder og forener verden og sikrer 95 procent af den globale tele- og datatrafik.

Vi ser dem ikke, men vi er dybt afhængige af dem. Uden søkabler var der ikke WhatsApp, Netflix, e-mails og pengeoverførsler. Kablerne strækker sig over 1,4 millioner kilometer, nok til at nå rundt om Jorden 35 gange.

»Folk tror, at data er i skyen, men det er det ikke. Det er i havet,« som Jayne Stowell, direktør med ansvar for undervandskabler hos Google, har sagt til avisen New York Times.

I denne artikel kigger vi nærmere på fænomenet søkabler, der siden 1850'erne har defineret kommunikationssamfundet.

Hvordan lægges de kilometerlange kabler, hvordan har teknologien udviklet sig, og hvordan ser fremtiden ud?

Det startede med en fiasko

Det holdt kun i få timer, men blev startskuddet til en vaskeægte revolution.

I 1850 udlagde de britiske ingeniører og brødre John og Jacob Brett verdenshistoriens første søkabel, der løb fra Dover i England til Calais i Frankrig via bunden af Den Engelske Kanal.

»Det var et telegrafkabel, der gjorde det muligt at sende telegrammer, altså korte skriftlige beskeder, over lange afstande,« siger Andreas Marklund, seniorforsker ved Enigma – museum for post, tele og kommunikation, til Videnskab.dk.

»Men kablet holdt kun i få timer, inden en fiskerbåd sejlede det i stykker.«

Trods den uheldige verdenspremiere blev kablet afgørende. I de følgende år blev søkabler forstærket med jerntråde og tjæret hamp, og allerede i 1853 fik vi det første danske søkabel; et telegrafkabel, der forbandt Korsør med Nyborg. Kablet over Storebælt blev en del af Øresundslinien, der åbnede året efter og gjorde det muligt at sende beskeder helt fra Hamborg til Helsingør.

I 1858 kom det første transatlantiske telegrafkabel.

»Det blev udlagt af sejlskibe og løb hele vejen fra Irland til Newfoundland i det østlige Canada. Projektet var en uhørt ingeniørbedrift i sin samtid,« siger Andreas Marklund, der også er tilknyttet universitetet i Lund og Stockholms universitet, hvor han blandt andet forsker i kommunikationsinfrastruktur i et historisk perspektiv.

»Det første officielle telegram, der blev sendt via kablet, var en besked fra Dronning Victoria af Storbritannien til den amerikanske præsident James Buchanan.«

‍

Men igen var der udfordringer, og kablet holdt kun i tre uger.

»I de følgende år fik man for alvor styr på teknikken, og i 1866 blev et nyt kabel udlagt langs samme rute. Det fungerede fejlfrit og inspirerede mange andre til at etablere lignede kabelforbindelser,« siger Andreas Marklund.

»Herfra eksploderede kommunikationen på tværs af lande og kontinenter. Hvad der før var uger eller måneder om at nå frem, kunne nu sendes på timer.«

Kilometervis af kabler hver eneste dag

Knap 100 år senere i 1962 startede Ture Jönsson i lære som telegrafmester i Post- og Telegrafvæsenet i København.

»Jeg var en del af kabeldivisionen, der udlagde søkabler i det meste af verden,« siger han.

I dag er snart 84-årige Ture Jönsson selvstændig konsulent, der rådgiver telekommunikationsvirksomheder, når nye undervandskabler skal udrulles. Aktuelt er han med i et projekt, hvor et 2.000 kilometer langt søkabel skal etableres langs Grønlands vestkyst.

Når kablerne lægges i dag, foregår det langt hen ad vejen på samme måde som for 150 år siden, fortæller Ture Jönsson.

‍

»Både skibene og kablerne er selvfølgelig mere moderne, men metoden er grundlæggende den samme,« siger han.

»Kablerne rulles ud fra enorme tanke og sænkes ned på havbunden, mens skibene sejler. Når kablerne nærmer sig kysten, sørger mindre både og kraftfulde maskiner for, at de kommer sikkert i land.«

‍

De største skibe kan i dag have 5.000 kilometer kabel med ombord, og besætningen arbejder i skiftehold døgnet rundt i uger eller måneder, alt efter hvor lang ruten er.

Det længste nuværende kabelsystem, ‘2Africa Cable’, er 45.000 kilometer langt og forbinder Afrika med Asien og Europa.

»Der bliver lagt mange kilometer søkabler hver eneste dag året rundt,« siger Ture Jönsson.

Fra telegrammer til 5G

Efter det store gennembrud med Atlanterhavsforbindelsen i 1866 dominerede telegrafkablerne i årtier.

Men i første halvdel af 1900-tallet fik de hård konkurrence fra radioen, fortæller Andreas Marklund.

»Nu kunne der pludselig kommunikeres gennem luften, og radiotelegrammer blev hurtigt det hotteste af det hotte. Kabeltelegrafien mistede betydning, men i 1950’erne bragede telefonkablerne ind på scenen, og det kickstartede søkablernes betydning,« siger seniorforskeren.

»De gamle telegrafkabler blev skiftet ud med moderne telefonkabler, der løb langs de samme ruter. Nu kunne man ringe til hinanden i stedet for at sende telegrammer. Det var kæmpestort.«

Det første transatlantiske telefonkabel, TAT-1, løb fra Skotland til Canada og blev indviet i 1956. Kablet havde 35 separate telefonkanaler.

»Det betød, at 35 telefonsamtaler mellem kontinenterne kunne foregå på én gang,« siger Andreas Marklund.

Herfra gik udviklingen kun én vej.

Da TAT-2 kom i 1959 var antallet af telefonkanaler vokset til 48. Knap 20 år senere havde telefonkablet TAT-7 en kapacitet på 4.000 parallelle telefonsamtaler.

I 1988 kom den måske mest afgørende teknologiske udvikling overhovedet.

»Med TAT-8-kablet introduceredes de fiberoptiske kabler, altså tynde glasfibertråde, der sender data som lyssignaler. Nu kunne der kommunikeres med lysets hastighed, og antallet af samtidige telefonsamtaler voksede til 40.000,« siger Andreas Marklund.

»De fiberoptiske kabler ændrede alt og banede vej for internettet, som vi kender det.«

‍

Med eller uden plov

I dag er fiberoptiske søkabler internettets rygrad og helt uundværlige for vores kommunikation og datadeling.

Satellitter står for cirka fem procent af transporten. Resten rejser gennem de mere end 500 kabelsystemer, der løber på havbunden. Moderne søkabler flytter i dag data på terabit-niveau – altså billioner af bits hvert eneste sekund – så vi alle sammen kan streame de nyeste afsnit af ‘Stranger Things’ på én gang.

Af samme årsag er søkablerne kritisk infrastruktur, som hele tiden skal vedligeholdes og beskyttes.

Målrettet sabotage er en voksende bekymring, men foreløbig udgøres de største trusler af fiskerbåde og ankre, der kastes fra skibe.

Det vurderes, at 100-150 kabler skæres over hvert år, især af bundslæbende fiskeriredskaber, der trækkes hen over havbunden.

En løsning på det problem går ud på at pløje kablerne ned i havbunden, siger Ture Jönsson.

»Det foregår ved hjælp af en stor plov, som kablet løber igennem og videre ned i bunden af plovfuren, der kan være op til otte meter dyb. Det forhindrer de fleste sammenstød med bundtrawl og tunge skibsankre.«

Ved dybder på flere kilometer eller i områder, hvor der ikke fiskes, lægges kablerne direkte på havbunden.

Uanset om de beskadiges eller ej, udskiftes kablerne løbende i takt med teknologiens udvikling, siger Ture Jönsson.

»Søkabler har typisk en levetid på omkring 25 år, før den indbyggede elektronik er udslidt, eller kablet ikke længere kan transportere de enorme datamængder, som rejser på tværs af kloden i dag,« siger han.

Samtidig kommer nye kabelsystemer til løbende.

Så sent som i efteråret præsenterede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) planerne for et nyt nordatlantisk søkabel mellem Danmark og Grønland. Kablet skal blandt andet gøre Grønland mindre sårbare overfor sabotage på de to nuværende kabler, der forbinder verdens største ø med resten af verden.

Mark Zuckerbergs vilde plan

Hvordan ser fremtiden ud for kablerne på havets bund?

»De er kommet for at blive, og der kommer kun flere til i fremtiden,« siger Tobias Liebetrau, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i teknologiudvikling og maritim infrastruktur.

»Der er ingen reelle alternativer til kablerne. Satellitter vil i stigende grad sørge for internetdækning i fjerne egne, hvor kablerne har svært ved at nå, og de kan også fungere som backup ved nedbrud, men kablerne er og bliver internettets primære transportvej.«

Lektoren peger på ét nybrud i vores fortælling om søkabler: Det er de store tech-virksomheder, der har taget førertrøjen. Virksomheder, som de fleste af os forbinder med Facebook, streamingtjenester og andre indslag i vores evigt scrollende liv på skærmen.

»Det er i stigende grad Amazon, Google, Meta og de andre tech-giganter, der overtager området,« siger han.

»Søkabler er magt. Den, der udlægger og ejer kablerne, bestemmer over den kritiske digitale infrastruktur.«

Et sigende eksempel er det enorme Project Waterworth, som Meta præsenterede i starten af året.

Selskabet, der står bag Facebook, Instagram og Snapchat, vil i de kommende år etablere et 50.000 kilometer langt søkabel, der skal forbinde fem kontinenter og løbe rundt om Jorden fra Nordamerikas vestkyst til østkyst. Kablet bliver det længste nogensinde.

»Søkablernes fremtid bliver tegnet af ‘Big Tech’,« siger Tobias Liebetrau.

Artiklen er en del af en artikelserie som Videnskab.dk skriver som del af VidenSkabers tema ”hvad sker der, når havet forandrer sig?” Læs hele artikelserien her.

‍