Snorlige parcelhuse gennemskærer landskabet i endeløse rækker. Indkørslerne er belagt med betonfliser, og robotplæneklippere holder græsset kort og ensartet under baghavernes kæmpetrampoliner.

I Danmark bor flere end tre millioner mennesker i parcelhuse, og det gør parcelhuset til landets mest populære boligform. Samtidig er det den boligform, der belaster vores klima allermest. Parcelhuse udleder dobbelt så meget CO₂ som andre boliger.

Kan en bæredygtig fremtid rumme flere parcelhuse, eller er tiden inde til at lægge dem i graven?

»Hvis du spørger, om der skal bygges flere af den slags huse i fremtiden, vil jeg sige nej, vi har rigeligt,« siger Charlie Steenberg, arkitekt og ph.d.-stipendiat ved Center for Bæredygtig Bygningskultur på Det Kongelige Akademi.

På samme tid gør vi heller ikke klimaet nogen tjeneste ved at rive de parcelhuse, vi har nu, ned. Det billede tegner sig i hendes ph.d.-projekt, der netop handler om, hvordan vi bringer ældre parcelhuse, bygget fra 1960 til 1975, ind i fremtiden på en måde, der måske ligefrem kan være med til at afbøde klimaforandringerne.

Alt er bedre end nye materialer

I efteråret 2022 vrimlede det med arkitektstuderende i et parcelhuskvarter i Ishøj. De kom fra kandidatprogrammet ‘Kulturarv, Transformation og Restaurering’, som Charlie Steenberg underviser på.

Parcelhusene i Ishøj er fra 1960’erne og 1970’erne, og det er huse fra den periode, der i høj grad rives ned i dag, fordi folk hellere vil bygge nyt, blandt andet fordi det er lettere at få et banklån til nybyggeri end til ombygning, fortæller Charlie Steenberg.

Omkring 1.100 enfamiliehuse erstattes hvert år af et nybygget parcelhus, og det tal er stigende.

Men fremtidens arkitekter skal i høj grad renovere frem for at rive ned og bygge nyt, og de 64 arkitektstuderende skulle i Ishøj blive klogere på blandt andet alternativ brug af parcelhusene:

Kan et klassisk parcelhus fra 1970 eksempelvis omdannes til to ældreboliger? Kan flere familier flytte ind i et parcelhus? Kan det blive til ungdomsboliger eller et kollektiv?

De studerende skulle komme med løsningsforslag til forskelligartede udfordringer - fra det ulige forhold mellem antallet af beboere og kvadratmetre til stigende ensomhed blandt ældre beboere.

En gruppe arbejdede specifikt med at udregne, hvornår det bedst betaler sig at renovere et hus i forhold til udledning af CO₂.

De foreløbige resultater peger på, at det er bedst at gøre »så lidt som muligt«, fortæller Charlie Steenberg.

En nænsom restaurering, hvor huset eksempelvis isoleres bedre, belaster klimaet mindre, end hvis man udskifter store bygningsdele som vinduer og døre. Det værste, man kan gøre, er at rive ned og bygge nyt.

»Vi skal have så lidt nyt som muligt og indse, at man kan leve dejligt i det, der allerede er. Det kræver, at vi bruger penge på viden og håndværk frem for nye materialer,« siger Charlie Steenberg.

Værd at bevare

Charlie Steenberg mener grundlæggende, at parcelhuskvarterer i højere grad burde betragtes som bevaringsværdige.

Når en kommune eller Slots- og Kulturstyrelsen udpeger en bygning til at være bevaringsværdig, sker det blandt andet ud fra en arkitektonisk og kulturhistorisk betragtning.

Parcelhuset er uden sammenligning det byggeri, flest danskere har boet i, og alligevel er ingen almindelige parcelhuskvarterer i deres helhed repræsenteret på listen over fredet byggeri.

»Det, der er allermest almindeligt og fortæller allermest om os, er ikke erklæret bevaringsværdigt. Måske fordi det er svært for os at forestille os, at det almindelige er værd at bevare,« siger Charlie Steenberg og slutter:

»Men vi skal da have mindst tre parcelhuskvarterer, fordelt over hele landet, stemplet som bevaringsværdigt og gerne fredet, så vi kan se, hvordan den almindelige dansker levede efter Anden Verdenskrig og op til nu.«

Symbolet på det gode liv

Boligforsker Mette Mechlenborg har blandt andet forsket i parcelhuset og dets plads i danskernes kulturelle bevidsthed. Ifølge hende kan parcelhuset ses som symbolet på danskernes kontrakt med velfærdssamfundet.

»Efter Anden Verdenskrig blev det muligt for folk at få deres eget lille hus med en lille have til. Hvis du som borger var disciplineret og passede dit daglige arbejde, kunne du gå i banken og låne penge, så du kunne købe og eje et sted, der var helt dit eget,« fortæller Mette Mechlenborg, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.

Parcelhusene havde de helt rigtige rammer til at udleve et godt familieliv. Der var legepladser, adgang til naturen og fornuftig afstand til skole og indkøb.

Husene var bogstaveligt talt skræddersyede til kernefamilien med far, mor og børn. I 1960 var det også netop den familiekonstellation, der boede i 60 procent af alle boligerne.

Sådan er det ikke i dag. Siden 1980 har kun 20 procent af boligerne i Danmark huset en familie bestående af børn og forældre.

I stedet er parcelhuset, der egentlig er et såkaldt enfamiliehus, i høj grad beboet af enlige ældre.

At elske at hade parcelhuset

Hvis du ikke hører til blandt de cirka 53 procent af danskerne, der bor i et parcelhus, har du måske en holdning til parcelhuslivet og det medfølgende forbrug.

For mens nogle ser parcelhuset som selve symbolet på det gode liv, er det næsten blevet en sport for andre at hade alt det, parcelhuset står for.

»Dem, der ikke bor i parcelhuse, sætter sig ofte aktivt ud over de ting, der karakteriserer livet i parcelhuset. De vil ikke sidde i pendlerkø på vej til og fra arbejde eller have en trampolin i baghaven,« fortæller Mette Mechlenborg og fortsætter:

»Vi kommer hurtigt til at udskamme dem i parcelhusene. Hvorfor kan de ikke dele bilerne? Hvorfor skal de alle sammen have hver deres græsslåmaskine?«

Kritikken af parcelhuset begynder med de første forstadskvarterer, der vokser frem i USA fra slutningen af 1940’erne. Begrebet ‘suburbia’ bliver reproduceret for fuld styrke i kulturindustrien: Husene ligner hinanden, så det gør de mennesker, der bor her, også. Det er monotone folk, der ikke har nogen kultur med sig, og derfor bare gør, som naboen gør.

»Men går vi ud i virkeligheden og kigger på, hvad der er sket i de her kvarterer, så har parcelhuset vist sig at være den mest fleksible, transformerende og dynamiske boligform af alle,« siger Mette Mechlenborg og vender tilbage til det indledende spørgsmål om fremtiden for parcelhuset.

»Hvis man udelukkende ser parcelhuset som en fysisk bolig, som man typisk gør i klimaspørgsmålet, så er det en fortælling om stort forbrug, to biler i garagen, og en Weber-grill på terrassen. Men sociologisk og kulturelt kan vi spørge, hvad parcelhuset siger om os selv og vores hverdagsliv,« siger hun og slutter:

»Der er masser af historie, erfaring og traditioner knyttet til parcelhuset, og derfor kommer det ikke til at dø.«