Kasper Lenda Maarbjerg sænker farten på sin båd og navigerer den behændigt mellem små orange og brune bøjer.

Det er en grå og kølig efterårsdag på Limfjorden. Vandoverfladen er forholdsvis stille, men under bølgerne bliver der arbejdet på højtryk.

Tusinder og atter tusinder af blåmuslinger sidder på kilometervis af liner og filtrerer vandet for partikler med næringsstoffer – samtidig med at de vokser sig store og fede og klar til at blive spist.

Kasper Lenda Maarbjerg er fiskeritekniker ved ved DTU Aqua's forskningsfaciliteter på Mors, hvor han blandt andet er med til at holde styr på tests med muslingeopdræt.

For bare 25 år siden var opdræt af linemuslinger i Danmark ikke meget mere end en vild idé – i 2024 hev opdrætterne 6.700 tons muslinger op fra de specialdesignede liner.

Videnskab.dk har besøgt Nykøbing Mors for at lære mere om linemuslinger og de store forskningsprojekter, der ligger bag.

Havets filter

Båden, som Kasper Lenda Maarbjerg sejler, hører til DTU Aqua, der ligger ud til fjorden lidt uden for Nykøbing Mors.

DTU Aqua (tidligere 'Dansk Skaldyrcenter') på Mors blev oprettet i 2002 som en erhvervsdrivende fond med formålet at forske i og sprede viden om Limfjordens skaldyr. Siden er det blevet en forskningsenhed under DTU Aqua.

En af de tilknyttede forskere er professor Jens Kjerulf Petersen, der blandt andet forsker i blåmuslinger, og hvad de kan bruges til.

»En af blåmuslingens gode egenskaber er, at den filtrerer vandet for fytoplankton (også kendt som planteplankton, red.), som er dens primære føde,« forklarer han til Videnskab.dk.

»Det er godt, for fytoplankton lever af lys og næringsstoffer. Så når man høster muslingerne, trækker man også næringsstoffer ud af vandet.«

Fytoplankton trives, når der er meget kvælstof og fosfor, som udledes gennem gødning af landbrugsjord.

Udledningerne får derfor mængden af plankton til at stige, og det skygger for lys til havbundens liv. Samtidig koster den bakterielle nedbrydning af plankton ilt, når plankton dør og falder til bunden.

Altså: Mere fytoplankton betyder mindre lys og mindre ilt.

Derfor er der flere forskningsprojekter, der har set på, hvordan blåmuslingen kan være en del af løsningen på det omfattende iltsvind, der ses i de indre danske farvande.

For eksempel har Syddansk Universitet set på effekten af at anlægge muslingebanker – noget, som ifølge de involverede parter virkede lovende, ikke blot i forhold til at bekæmpe iltsvind, men også til at skabe biodiversitet, da muslingebankerne skabte ideelle leveforhold for andre smådyr.

Der var dog også udfordringer med at holde muslingerne på plads og i live, fordi de dels blev spist af andre dyr eller drevet væk under storme.

En anden mulighed er altså at opdrætte muslinger.

Muslinger på line

Hos DTU Aqua har man fra start forsket i produktion af muslinger på udlagte liner, som mange andre lande benytter sig af, men som der ikke var tradition for i Danmark.

»Vi oprettede vores eget opdræt af linemuslinger, både for at se på, hvordan det bedst kan gennemføres i praksis, men også for at måle effekterne på vandkvaliteten omkring de her anlæg,« fortæller Jens Kjerulf Petersen.

Og det har ifølge hans forskning flere fordele, blandt andet for mængden af blåmuslinger.

Når en muslingelarve udklækkes, begynder den straks at lede efter et sted at sætte sig.

Det udnytter muslingeopdrætteren så ved at sætte nogle brede bånd ud under vandoverfladen – ikke ved overfladen, hvor vind og vejr kan tage dem, eller på bunden, hvor sultne dyr som søstjerner kan gøre en ende på dem.

»Over 95 procent af de muslingelarver, der sætter sig på båndet, ville ikke have overlevet uden. De ville ikke lykkes med at finde et sted at sidde, og hvis de satte sig på bunden, ville langt størstedelen blive spist af bunddyr.«

De opdrættede blåmuslinger skal altså ikke avles eller udklækkes kunstigt, og det er langt hen ad vejen ekstra muslinger, som ellers ikke ville have levet længe nok til at filtrere vandet.

Lavt klimaaftryk

Ude på fjorden lader Kasper Lenda Maarbjerg skaldyrcentrets båd glide hen mellem to bøjer, hvor centrets ph.d.-studerende Anna Steinmann kaster en stor krog ud, hiver den op igen og kaster den en gang til.

Efter et par forsøg er der ‘bid’. De styrer en særlig kran hen og tager fat om krogens reb – og inden længe kommer hundredvis af små blåmuslinger til syne, mens båden så småt tipper mod den tonstunge line.

»Vi lagde linerne ud i foråret,« siger Kasper Lenda Maarbjerg, da han viser muslingen frem. Det er omkring maj-juni, at muslingelarverne sætter sig fast.

»Opdrættere tjekker linerne nærmest dagligt, mens muslingerne vokser hen over sommeren.«

I sensommeren skal muslingerne, der nu har fået deres skal, høstes af nylonbåndet, de har hægtet sig på, og lægges over i nogle særlige ‘strømper’ på linen, som de kan vokse videre i.

Efter 10-18 måneder har muslingerne nået den størrelse, hvor de er klar til at blive høstet. I mellemtiden har de altså filtreret vandet og skabt bedre lysforhold og mindre næringsstoffer i vandet.

Men det er ikke det, der er hovedårsagen til, at man arbejder med det, fortæller Jens Kjerulf Petersen.

»Muslingeopdræt handler først og fremmest om bæredygtig produktion af sunde fødevarer. Det er en effektiv og klimavenlig fødevare.«

Muslingerne skal ikke fodres, medicineres eller på andre måder avles, men sætter sig blot på linerne af sig selv. De har derfor et lavt CO₂-aftryk, samtidig med at der ikke skal hældes stoffer i vandet.

Ifølge Den Store Klimadatabase kræver det landmanden omtrent 40 kilo CO₂e at producere et kilo oksefars, mens der for muslingeopdrætteren går 0,19 kilo CO₂e til et kilo muslinger.

Samtidig er muslinger rige på mineraler, proteiner og omega 3-fedtsyrer, så de er også en sund fødevare.

Før muslingeopdræt – og stadig i høj grad i dag – blev muslingerne fisket op, ved at fiskekutterne har redskaber til at skrabe dem op fra bunden.

Får blåmuslingen sin plads i det danske køkken?

Efter at have set til muslingerne lader Kasper Lenda Maarbjerg kranen sænke dem ned til deres faste bolig under fjordens overflade.

I de første mange år var DTU Aqua selv opdrætter af muslinger, men i dag foretager det blot forskning på en lokal opdrætters liner.

»I dag er industrien for linemuslinger så moden, at de har overhalet os. Det giver ikke længere mening, at DTU Aqua er producenter,« siger Jens Kjerulf Petersen.

Og ifølge ham er det ikke bare industrien, der er vokset. Han ser også en forskel i muslingernes popularitet.

»For 15 år siden var det slet ikke normalt at se vakuumpakkede muslinger i supermarkedet, som det er nu. Dengang skulle du finde dem hos fiskehandleren.«

Han mener dog stadig, at der er rigeligt med plads til, at muslingen kan vokse som ingrediens i det danske køkken.

»Muslinger er på mange måder ligesom kylling, der kan bruges og tilberedes på utrolig mange forskellige måder. Jeg tror, at mange ikke tænker meget længere end til moules frites,« siger han og tilføjer:

»Vi har ikke en stor seafood-tradition i Danmark, men det kan ændre sig de kommende år, hvor vi kommer til at skulle vænne os til alternative fødevarer. Dér er plads til at tænke muslingerne mere ind.«

Artiklen er en del af en artikelserie som Videnskab.dk skriver som del af VidenSkabers tema ”hvad sker der, når havet forandrer sig?” Læs hele artikelserien her.